Gammelt menneskesyn skaber mistrivsel

Vi har et nedarvet menneskesyn, som belaster os psykologisk og skaber skam. Det er et menneskesyn, der ser mennesket som svagt og egoistisk af natur. Der hører en opdragelsesform til, som er frygtbaseret i stedet for at hvile på gensidig respekt.

Mennesker i alle aldre har fortalt mig om, hvordan de i deres barndom med foragt er blevet kaldt egoistiske eller dovne, er blevet lagt på is, ignoreret, skældt ud eller ladt alene, som straf, når de ikke fulgte reglerne eller gjorde noget forkert. Det er en opdragelsesform baseret på frygt i stedet for på gensidig respekt. Børn lærer, at de kan være uværdige til kærlig kontakt, en kontakt som de er afhængige af for at udvikle sig og overleve. Det er sådan lavt selvværd og skamproblematikker opstår i mennesker.

Børn spørger aldrig: “Hvad er der galt med mine forældre, siden de trækker sig fra mig og skælder ud, men :”Hvad er der galt med mig”, siden at mine forældre trækker sig og skælder ud. Skæld ud er at hælde vrede udover børn. Ingen voksne trives med at få skældud, børn har det på samme måde, det rammer bare børn endnu hårdere.

Mange forældre fortæller mig om, hvordan de, når de er pressede, kommer til at gå på autopilot i deres forældreroller og gentage ideer, som er hundredevis af år gamle, idéer, som de dybest set tager afstand fra. Jeg hører ofte om, hvordan menneskesyn bliver overleveret og nedarvet fra generation til generation. Regler for hvornår, man er et okay menneske bliver automatisk videregivet, i sær når vi er pressede. Hvis vi selv har lært, at vi skal tage os sammen for at blive ordentlige mennesker, yde før vi må nyde, at lediggang er roden til alt ondt, at det er svagt at beklage sig, at store drenge og piger ikke græder, at vi ikke må være til besvær eller ligge andre til last, at intelligente mennesker ikke keder sig eller at egoisme er noget fanden har skabt, så kommer vi let til at gentage disse idéer i vores måde at opdrage vores børn på. Når vi føler os afmægtige og bliver triggede som forældre, kommer vi let til at reagere med primitive overlevelsesmekanismer og skælde ud eller trække os fra kontakten. Det er her, det er svært at mentalisere og bevare vores empati.

Det er ikke det, at vi bliver triggede, at vi reagerer for hurtigt, siger noget dumt eller er pressede, der er problemet. Når vi reparerer børns sårede følelser ved at mentalisere, se situationen fra deres perspektiv og have empati for deres følelser, så kommer vi tættere på hinanden igen, lærer hinanden, at det er okay, at lave fejl og ingen skade er sket. Men ofte er vi for dårlige til at reparere vores fejl, sige undskyld til vores børn, og leve os ind i deres oplevelse under og efter konflikter. Vi forstår ikke, hvad det gør ved dem, når vi trækker os fra kontakten med dem eller skælder ud. Nogle gange, fordi vores forældre ikke forstod os, når de trak sig eller skældte ud. Det er ikke så mange generationer siden, at barnets perspektiv nærmest ikke eksisterede. Helt op til 1997 måtte vi slå vores børn herhjemme, børn skulle respektere voksnes grænser, men børn havde nærmest ikke nogen.

Nogle gange reparerer vi ikke vores fejl og lever os ikke ind i børns oplevelse af situationen, fordi vi er blevet triggede og ikke ved, hvordan vi skal regulere vores følelser, når vi er triggede. Vi har ikke lært det. Eller vi retfærdiggør vores reaktive adfærd med at: “De også selv har været ude om det”, fordi de for eksempel ikke hjalp til, og vi synes, de var dovne eller egoistiske. Vi “dehumaniserer” dem og konkluderer, at de har fortjent vores hårdhed, når de opfører sig dårligt, for vi har lært, at vi som mennesker kan være dårlige, når vi er egoistiske og dovne og derfor skal “sættes på plads”. Denne forældreadfærd skaber utryg tilknytning og lavt selvværd.

Når oplevelsen af uværdighed først bor i menneskers indre psykologiske landskab, er vi klar til at gøre hvad som helst, binde knuder på os selv, oversamarbejde, please, være overmennesker, præstere i top i alt, hvad vi gør, for at komme så langt væk fra uværdighedsfølelsen som muligt. Når vi laver fejl, truer den med at dukke op igen. Det er sådan 0-fejlskulturen bliver skabt og holdt ved lige.

Iboende oplevelser af, at vi er i fare for at være uværdige, hvis vi er egoistiske og dovne, gør at vi konstant præsterer og leverer. Mange af mine klienter, som er gået ned med stress, fortæller, at de ikke kunne lytte til deres behov for hvile, pauser, selvomsorg og grænser, fordi de var bange for at være dovne egoister.

Jo mere vi kan lære vores børn, at de altid er værdige til vores kærlige kontakt, jo stærkere et selvværd får de, jo mindre sandsynligt er det, at de vil knække i præstationssamfundet. Det kræver både, at vi gør op med et forældet menneskesyn, møder vores børn med større tillid og respekt og bliver bedre til at regulere os selv, når vi bliver triggede.

 

 

Få besked, når der er nyt på bloggen

Loading

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ny bevidsthed bliver født

Ny bevidsthed bliver født

Udvikling sker ofte gennem kriser. 2023 har været turbulent i verden. Det kan synes som om vold, og magtkampe er ved at overtage vores verden. Jeg...

Julens følelser

Julens følelser

Nu nærmer julen sig. Det er ofte en periode med mange følelser. Når familier samles vækkes alt til live. Både kærligheden og nærværet og savnet...

Kære Mønsterbryder

Kære Mønsterbryder

Kære Mønsterbryder. Måske har du fået at vide, at du er for følsom, besværlig eller selvoptaget. Måske du har følt dig udskammet for dine valg. Du...

Få nyheder fra mig

Jeg har meget på hjertet, følg med her 

Du modtager nu nyt fra mig. Jeg glæder mig til at skrive til dig.