Hvorfor får så mange psykiatriske diagnoser i dag?

Vi søger tilflugt i psykiatriske diagnoser, når der ikke er andre rum og praksisser til at udtrykke og blive mødt i vores smerte. Det er blevet langt mindre tabubelagt at få en diagnose i dag. Mindre tabubelagt end at give udtryk for smerten ved at være menneske og være vokset op i vores præstationssamfund.

Diagnoser kan føles mere tiltrækkende end alternativet, at gå med sin smerte alene, hvor der ikke er omsorg og ikke er nogen, der kan relatere til den. Det er problematisk, blandt andet fordi problemet lægges over på individet og fokus flyttes fra det dysfunktionelle samfund, der skaber smerten. Meget af smerten er en sund reaktion på en syg kultur. Lytter vi til den smerte, har den en forandringskraft. Individualiserer vi den og sygeliggør vi den, går vi glip af forandringskraften. Den kraft der siger: “Det er ikke sundt nok, den måde vi lever på i vor kultur, vi er nødt til at gøre noget andet”. Vi skal skrue op for vores evne til at tale om vores følelsesmæssige reaktioner uden at sygeliggøre dem.

Vi har stadig en følelsesforskrækket kultur. Når vi ikke ved, hvordan vi regulerer vores egne svære følelser, er det også svært at lytte til og møde andre i deres. Vi lukker af for følelserne, bedøver dem eller er bange for at drukne i dem. Der er et stort behov for at lære at følelsesregulere, så vi hverken drukner i følelserne eller lukker af for dem, men tør at være sammen med dem og blive større end dem, som himlen der rummer al slags vejr. Følelser bevæger sig gennem os, men de fylder ikke det hele. Når vi kan møde vores egne og hinandens svære følelser med et kærligt nærvær og en respons, der siger: “Jeg kender godt den følelse, sådan kan jeg også have det, jeg lytter, fortæl noget mig om det, hvis du har lyst”, regulerer vi følelserne i stedet for at sygeliggøre dem i forsøget på at fikse dem og få dem til at forsvinde, fordi vi er bange for at blive overvældet af dem.

De fleste af os har brug for at vores svære følelser også kan få lov til at være her, og at vi ikke hele tiden er nødt til at præstere at være positive og glade, og at andre mennesker gider os, også når vi ikke er perfekte overskuds-mennesker.