I vores samfund har vi en dominerende fortælling om, at det at være offer er forkert og et valg, som vi har kontrol over. Liberal Alliance førte an i denne offerretorik under sidste valgkamp og profilerede sig på ideen om, at vi kommer psykologisk mistrivsel til livs ved at komme ud af offerrollen, se mindre indad og drive det til noget. Som psykolog ser jeg dog hele tiden eksempler på det modsatte. Det er forestillingen om, at vi skal tage os sammen, holde op med at pive og præstere os til mening og selvværd, der fastholder os i præstationssamfundet og får os til at knække.
Offerfortællingen høres ofte i den offentlige samtale. Mennesker udskammes for at være klynkende og navlepillende. Det gjaldt Sofie Linde, der fik at vide i Debatten, at hun gjorde sig selv til offer, da hun fortalte om krænkelser. Det gjaldt Prins Harry og Meghan Markle, der fortalte om usunde dynamikker i det britiske kongehus og presse og i medierne blev kaldt for flæbende narcissister og selvudnævnte ofre, der sad fast i fortiden. Det gjaldt i anledning af kvindernes kampdag i marts, hvor en politiker fra LA kaldte dagen for en bullshitdag, hvor du hjernevaskes med kvinders offerhistorier.
Retorikken er giftig af flere årsager. Den er devaluerende, avler skam og gør det svært at stå ved følelsesmæssige behov og grænser. Den rammer alle køn. Som kønsforsker Christian Groes siger til Information i forbindelse med FH sagen, kan det være svært for mænd at sige, at de er blevet krænket, fordi mange stadig vil mene, at de ”skal mande sig op” og ikke være ”et tudefjæs”.
Retorikken medfører, at vi overser, at hårdhed er en overlevelsesmekanisme, når livet er ubærligt. Det er ikke et beundringsværdigt ideal. Hårdhed skaber ikke trivsel og gør os ikke behagelige at være sammen med.
At være offer er ikke et valg
Jeg arbejder dagligt med menneskers traumer og de forsvarsmekanismer, der er indlejret i nervesystemet, som træder i kraft, når mennesker oplever noget ubærligt. Spil død/spil sød mekanismen er en af dem. Det er den, der lammer os, og gør, at vi forsvinder mentalt. Vi dissocierer, hedder det på fagsprog. Vi forsøger at normalisere situationen og bruger den dominerende kulturelle tankegang til det: ”Det er nok bare mig, der er pivet”, ”jeg vil ikke være navlepillende offer”, jeg behøver ikke at lade det påvirke mig”.
Men det at være et offer er ikke et valg. Vi kan ikke bare beslutte os for ikke at blive påvirkede af livet. At gøre sig hård er ikke beundringsværdigt. Det er en traumerespons. Den sørger for overlevelse. Den kommer med en høj pris, da den samtidig lukker ned for vitalitet. Det er ikke det samme som trivsel. Blivende hårdhed tyder på ubearbejdede traumer. Hårdhed gør os ikke lykkelige og skaber ikke det nærvær med os selv og andre, som vi har brug for.
Der er knyttet skam til traumer. Mange, der lider under fortidens hændelser, skammer sig over det. ”Hvorfor kan jeg ikke bare komme videre, hvad er der galt med mig?”, siger de. Ideen om, at vi skal ud af offerrollen, er benzin på skammens bål. Den gør det svært at dele smerten. Det er det, vi ventilerer, de sår, der får luft, som heler. Det vi kapsler inde, bliver betændt. Skam vokser i tavshed.
Rådet om at komme ud af offerrollen er afsporet
Rådet om at komme ud af offerrollen bliver brugt som herskerteknik. Det bliver også kaldt gaslighting, hvor mennesker, der krænker og undertrykker hævder, at det er ofrene, som er galt på den og skal lade være med at spille ofre.
Der ligger ofte mere velmenende, men stadig afsporede motiver bag rådet om at holde op med at klynke. Det er ikke et råd, der får ofre til at vågne op og indse: ”Ah, nu ved jeg endelig, hvad jeg skal gøre, tænk at jeg har været offer så længe, når jeg bare kunne lade være. Tusind tak for informationen”. Rådet er ikke rationelt. Det stammer snarere fra menneskers egne traumereaktioner.
Hvis jeg har lært ikke a klynke, men gøre mig hård og præstere for at lukke af for smerte, så, når Gud og hver mand ”klynker”, har jeg lyst til at slynge den løsning i hovedet på dem. Når andre ”klynker”, kommer jeg i kontakt med den smerte, jeg ikke vil mærke, og så går jeg til angreb. Det er sjældent en hjælp.
Mennesket har flere behov end de materielle
Når vi beder klynkende medmennesker om at tænke på sultne børn i Afrika, eller gamle dage, hvor det hele var værre, siger vi dermed også, at overlevelsesmodus og hårdhed er godt nok, og at det bør vi kunne nøjes med. Men det kan vi ikke. Vi vil trives, vi vil ikke nøjes med at overleve. I Afrika og i gamle dage var livet så hårdt, at overlevelse var eneste mulighed. I dag i vores velfærdssamfund har mange fået basale materielle behov opfyldt og vi kan fokusere på følelsesmæssige behov. Det er et godt tegn.
Mennesker som har velfærd og status, bliver kaldt utaknemmelige, hvis de taler om sårede følelser. Det giver ikke mening. Vi kan fint være taknemmelige for at få materielle behov opfyldt og samtidig sørge over ikke at få følelsesmæssige behov mødt. Ofte er det netop mennesker, som har en vis social kapital, der tør at påpege det, der ikke fungerer i vores sociale verden.
Og der er noget, der ikke fungerer. Rapporterne om mistrivsel taler et tydeligt sprog. Menneskers psykologiske behov bliver ikke mødt. Det er rigtigt, at vi ikke kan få alt, men vi kommer til verden med en forventning om respekt, kærlighed, omsorg og at blive set og forstået. Der hvor det ikke lykkes, gør det ondt, naturligt og uomtvisteligt.
Du er altid værdig
Den herskende offerfortælling hviler på et nedarvet menneskesyn, hvor det gælder om at udrydde menneskets iboende svaghed og egoisme. Hvor store drenge og piger ikke græder. Historikeren Rutger Bregman påpeger i sin bog fra 2019 ”Det gode menneske”, de ødelæggende konsekvenser af et menneskesyn, der gør at vi fra barnsben mødes med mistillid.
Mennesker jeg taler med, som er gået ned med stress, fortæller ofte, at de ikke kunne lytte til deres behov for hvile, grænser og omsorg af frygt for at være dovne egoister.
0-fejlskulturen opstår, når vi tvivler på, om vi er værdige. Oplevelsen af uværdighed er så smertefuld, at vi er villige til at overarbejde, piske os selv og sætte vores helbred over styr, i forsøget på at komme væk fra den.
I sidste års valgkamp kom Alternativet på banen med et modsvar til LA’s ”du er ikke et offer”- retorik. De satte en streg over mottoet ”Du er stærk” og skrev i stedet ”Du er altid værdig”. Det ramte mit psykologhjerte, for det er det menneskesyn, vi har brug for, for at komme præstationskulturen til livs. Hvis vi altid er værdige, behøver vi ikke at præstere os til vores værd. Så er vi ikke længere villige til at risikere vores helbred på den konto.
Vores relationer er vores psykiske immunforsvar. De fleste traumer er relationelle. Når vi er blevet sårede i vores relationer, er det også i vores relationer, at vi heler. Traumeforskningen viser, at det ikke så meget er det, vi bliver udsat for, som når vi bliver alene med vores følelser, at vi bliver traumatiserede. Derfor betyder den retorik, vi møder hinanden med meget. Det betyder meget, om den er anerkendende eller udskammende.
Når vi holder op med at udskamme mennesker, der fortæller om sårede følelser, kan vi bedre få de sociale dynamikker frem i lyset, som vi stadig slår os på og forandre dem.
Vores sprog skal afgiftes for følelsesmæssig devaluering og gaslighting. Noget tyder på, at vi er godt i gang med den udvikling. Gaslighting var det mest googlede ord i 2022.
0 kommentarer