Jeg ser den mistrivsel, indre og ydre, som hersker i vores verden, som et resultat af følelsesmæssig umodenhed. Vi har en enorm følelsesmæssig umodenhed, der går i arv fra generation til generation.
Som psykolog møder jeg mange mennesker, som kæmper med at forstå kontrasterne i deres opvækst. På den ene side har der været ressourcer, mad på bordet, forældre der var tilstede fysisk og et mål af kærlighed og støtte. På den anden side har der været et underskud af følelsesmæssigt nærvær og en følelsesmæssig ensomhed.
Rigtig mange mennesker har haft følelsesmæssigt umodne og reaktive forældre, der ikke har været gode til at tale om følelser, samtidig med at de måske var højtuddannede, intelligente og havde en masse gode sider.
Det giver den indre ensomhed i sjælen og også ofte en forkerthedsfølelse, som man ofte ikke rigtig kan se udefra. Følelsesmæssigt umodne forældre har en tendens til at gå mere op i hvordan livet ser ud udefra, end hvordan det føles inden i. Er du som de fleste af os, har du lært, at det er mere vigtigt hvordan dit liv ser ud udadtil, end hvordan det føles indefra. Det gør at man let bliver lidt fremmed for sig selv.
Du har måske lært, at du “ikke må være til besvær”, “skal være nem”, “ikke må være selvoptaget og navlepillende”, “ikke må skabe en dårlig stemning”, “ikke må trække andre ned”, “skal sætte egne behov til sidst”, “”skal være imødekommende hele tiden”, “ikke må være følsom”, “ikke må skabe dig”. “ikke skal ville have opmærksomhed”, “ikke skal ønske medlidenhed/medfølelse/omsorg”, “ikke må være needy”. Du har lært, at der ikke er nogen grund til dine negative følelser. At der ikke er nogen grund til at være vred, nervøs eller ked af det. At du skal være glad og tage dig sammen og hurtigt komme, videre når noget føles svært eller gør ondt. Du har måske også lært at du er doven, når du slapper af.
Det er temmelig giftige leveregler. Du har lært dem ved at dine forældre på forskellige måder har trukket sig fra den kærlige kontakt med dig og anerkendelse af dig, som du var afhængig af som barn, når du ikke har opført dig, som de ønskede og kunne rumme. Der har ikke været plads, forståelse og spejling af dine naturlige følelser og behov. Dine følelser er ikke blevet genkendt som valide og forståelige. Du er blevet ignoreret. Du er måske blevet udskammet som “selvoptaget”, “doven”, “hysterisk”, “skabet”, “nærtagende” – med tilhørende bebrejdende tonefald og tab af kontakt i en eller anden grad.
Din opvækst i vor kultur kan have givet dig en barsk indre kritiker. Du taler til dig selv på en måde, som du aldrig ville tale til andre mennesker. Du nedgør dig selv og kræver fejlfrihed af dig selv. Det stammer fra en opdragelse hvor du var nødt til at tilpasse dig nogle voksne, som ikke tilpassede sig nok til dig. Det var farligt at lave fejl, fordi kontakten til dine forældre på en eller anden måde blev forringet og blev utilstrækkelig, når du lavede fejl.
Følelsesmæssig umodenhed hos dine forældre er et følelsesmæssigt tomrum inde i dem. Det er opstået, fordi de ikke selv er blevet mødt følelsesmæssigt af deres forældre, på den måde, som de havde brug for. Derfor forventede de, som regel ubevidst, at du som deres barn fyldte dette tomrum. Det er den måde vores følelsesmæssige traumer går i arv på.
Du har lært at passe på og regulere dine forældres følelser og behov, så de ikke blev for kaotiske og utilregnelige i kontakten. Det gjorde du måske ved at være nem, glad og dygtig. Det kan også være at du gjorde oprør for at få så meget kontakt som muligt og blive set og hørt.
Når vi ikke har fået valideret vores naturlige følelser, behov og grænser, har vi ikke lært at lytte til dem. Når vi ikke kan lytte til dem, sætte grænser, slappe af og have behov for pauser. Når vi ikke må tage plads, regne vores egne behov med i ligningen, og have brug for omsorg, medfølelse og opmærksomhed, så går vi ned med stress, bliver ensomme, deprimerede og utrygge.
Et udsagn, som vi ofte hører i den offentlige debat om mistrivsel, og som ofte føles ganske lammende for tilhørende er at “det gælder om ikke at være så optagede af os selv og engagere os i fællesskabet”. Det er et ekko af forældres udskammende stemme og det hjælper ikke. De fleste af os har hørt det råd til hudløshed. Vi siger det konstant til os selv, og det gør os ikke lykkeligere. I stedet har vi brug for at lære at give os selv og hinanden den følelsesmæssige validering, som vi endnu ikke har lært at give og modtage. Der er en grund til vores følelser og reaktioner, og vi har brug for forståelse og nærvær.
Jo mere vi som kultur gør op med de her forældede umodne overleveringer omkring følelser og behov, jo mere vil vi trives og skabe følelsesmæssigt modne, sunde og trygge børn. Børn som vil vokse op som mere harmoniske og fredfyldte mennesker, der skaber mere harmoni og fred i verden.
0 kommentarer