Undgåelsesfælden er en mekanisme, der går igen og igen i de tusindvis af samtaler, jeg har haft som psykolog gennem årerne. Når vi mennesker har ondt i livet, falder vi ofte i undgåelsesfælden. Undgåelsesfælden er vores modstand mod det, der føles svært eller gør ondt. Vores negative reaktioner, på vores negative reaktioner. Det vi slås mod i os selv, slår tilbage. Det vi flygter fra følger efter os. Det vi bekæmper, kommer vi utilsigtet til at forstærke.
“Lad være med at tænke på en lyserød elefant”. Hvis du får den opgave, ikke at tænke på en lyserød elefant, så vil du tænke meget mere på den, end hvis du ikke får den opgave. Sådan er det også med følelser. Må du ikke være ked af det, bliver du ked af, at du er ked af det. Må du ikke være bange, bliver du bange for at være bange. Det er det undgåelsesfælden handler om. Derfor, når vi er fanget i svære følelser og tanker, må vi gå den anden vej, og acceptere. Sig til din tanke, eller følelse, hvor end du mærker eller registrerer den. “Jeg ser dig, det er ok, at du er her”. Hvis du har modstand på det, så se om du kan give modstanden lov til at være her. Bare et øjeblik. Et øjeblik hvor du ikke kæmper.
Der er en anden god metafor. Hvis du er fanget i kviksand, så synker du længere ned, hvis du kæmper for at komme op. I stedet skal du slappe af og lægge dig roligt på ryggen og flyde, så kan du langsomt padle ind til fast grund.
Det at acceptere en følelse eller tanke, betyder ikke at du skal dyrke den, drukne i den eller tro på den. Den stressende tanke eller følelse er ikke det samme som sandheden om din situation. Bare fordi du fx har den tanke “at det er håbløst”, og føler håbløshed, betyder det ikke, at din situation rent faktisk er håbløs.
Føler du angst eller nedtrykthed, kan du øve dig i at være sammen med følelserne, og acceptere at lige nu er de følelser her, og så kan du have en dag, sammen med de følelser. De skal ikke først gå væk, før du kan gøre det du gerne vil eller have en god dag. Se følelser som vejret på himlen. “Du er himlen, resten er bare vejret”, er et ordsprog af en buddhistisk lærer Pema Chödron. Det betyder, at den du er dybest set er rummelig og større end dine følelser, der er som vejret. Regn og slud og torden og sol og skyfri himmel, er alt sammen en del af det følelsesmæssige landskab. Man kan godt hygge sig selv om det regner. Og himlen har dybest set ikke noget problem med tordenvejr.
I vor kultur har vi typisk lært at vi skal kunne problemløse altting. Det er vigtigt at få på repertoiret, at kunne være med det, der ikke kan problemløses her og nu. Ellers kommer vi til at flygte fra os selv og får svært ved at mærke os selv og kontakten til livet. Du kan ikke selektivt lukke af for de såkaldt “negative følelser”. Hvis du ikke vil mærke dem, bliver det også svært at mærke de “positive” følelser, roen og glæden og livskraften, og når der kommer en krise, noget du ikke lige kan løse, vil du let ryge ind i undgåelsesfælden.




0 kommentarer