Verdenssituationen lige nu gør det meget klart, at hårdhed og magtmisbrug ikke er et beundringsværdigt ideal. Det er en traumerespons. Et tegn på følelsesmæssig umodenhed.
I gamle dage var magt oftest noget man fik gennem at kue, true og skræmme andre, og børn var nogle mennesker, det var okay at slå. Det er ikke så længe siden. Det var sådan børn blev opdraget i den sorte pædagogik og det skaber den type af bøller, som selv kuer og skræmmer andre, når de får mulighed for det. Der er fokus på denne gamle magtstrategi lige nu. Nogle af verdens ledere bruger den, så det skriger til himlen, hvor uretfærdig og umoden den er.
Vi har set bølger af kulturforandringer gennem de sidste årtier, hvor der er blevet sagt fra overfor sexisme, magtmisbrug og diktatorisk ledelsesstil. Vi har fået fokus på at skabe miljøer med psykologisk tryghed, på arbejdspladser, i institutioner og i hjemmet. Tilknytningsteorien med solid forskning i ryggen, har gjort op med gammeldags opdragelsesstil og vist vigtigheden af, at børn bliver mødt i deres behov og følelser. Den har vist hvordan brud på kærlig kontakt, skæld ud, skammekrog og silent treatment skader. Den påpeger, at den hårdhed der truer og skræmmer, ikke er et beundringsværdigt ideal, men en traumerespons, der er skabt i et utrygt miljø, hvor følsomhed ikke er en mulighed, hvis man vil overleve, og man derfor er nødt til at lukke ned for sig selv.
Vi er midt i et paradigmeskifte. Vi går fra en gammel måde at være menneske på, hvor det umodne ego der trumfer sin vilje i gennem på bekostning af andre, hersker, til en ny måde, hvor modenhed, empati, samarbejde og følelse af forbundenhed med alt levende tager til. Måske denne udvikling er nødvendig, for at vi kan samarbejde om at vende klimakrisen og andre trusler mod vores overlevelse som art.
Fremtidsforskeren Jeremy Rifkin ser menneskehedens historie som en evolution hen i mod større og større grader af empati. Kriser og krige kan skabe grundlag for udvikling af større empati, fordi vi bliver konfronteret med vores fælles skrøbelighed og dødelighed. Andres smerte kan vække vores empati. Vores teknologiske udvikling og internettet kan accelerere udviklingen af en global empati, siger han, fordi alle verdensborgere lettere får information om og indsigt i hinandens livssituation.
Forandring er ofte smertefuld. Gennem verdenshistorien har der altid været kaos lige før et paradigmeskifte. En fødsel af nyt liv er kaotisk. Når et barn bliver født, er det veerne, sammentrækningerne, der skubber barnet ud. I fødslen af ny bevidsthed, er det også kriserne, der trækker os sammen, og som bliver drivkræften til en ny udvidelse af bevidstheden, til at nye muligheder og forståelser bliver født. Ingen udvikling uden krise, siger vi indenfor psykologien. Kriser har deres egen intelligens, de er ikke meningsløse katastrofer men en del af livets intelligente udviklingsproces.
Jeg elsker metaforen om sommerfuglens fødsel. Larven bliver opløst til uigenkendelighed i sin udvikling til at blive en sommerfugl. Larven går ind i sin puppe og bliver opløst til slim. Ud af slimen opstår der det, der kaldes imaginære celler, som er begyndelsen på det, der bliver til en sommerfugl. Slimet dræber altid den første række af imaginære celler. I et evolutionært skift kæmper det gamle altid for at bevare kontrollen. Men det gør blot, at de imaginære celler i pubben laver det modtræk at forene sig i en gruppe af imaginære celler. Herved bliver kraften i det nye stærkere end trækket fra det gamle, og ud af det kommer der det fantastiske væsen, sommerfuglen.
Vi ser mange nye grupperinger og sammenslutninger i øjeblikket på verdensplan som modtræk til alle truslerne. Den store opbakning til Grønland fra det internationale samfund, er et eksempel. Canadas premiereministers tale i Davos om samarbejde, ærlighed og at stå ved vores værdier, i stedet for at give efter for frygten, er et andet. Europa står også sammen på nye måder.
Når verdens magtfulde mænd viser os den gamle skole, den gamle måde at forstå succes på, så karikeret at umodenheden skriger til himlen, bliver det meget tydeligt, hvor urimeligt det er, at trumfe magt igennem med trusler og vold. Når kernen i magtmisbrug er til offentlig skue, projekteret op på verdens skærm, giver det mulighed for et kollektivt wake up call, hvor et dybt ønske om at være menneske på en anden måde vækkes hos flere og flere. Hårdhed og magt gennem trusler, får ikke længere lov til bare at være den måde, verden fungerer på.
Jo mere vi kan hente projektionen hjem og se at det også handler om os, dig og mig, jo mere kan vi være med til at skabe empati og forbundenhed omkring os. Vi kan deltage i forvandlingen ved at være ærlige og spørge os selv, hvornår vi får magt eller måske betydning, fordi vi skaber værdi, og hvornår vi får magt eller betydning, fordi vi skaber frygt. Og se ikke efter, når du er i ro og balance. Se efter, når du er trigget og i konflikt eller føler afmagt, føler dig kritiseret eller afvist.
Smerte rejser i vores triggede tilstande. Der hvor vores egos forsvar er at lukke af og afvise, hærde os overfor os selv og andre eller eksplodere i vrede. Der hvor vi føler os som ofre, isolerede, alene og berettigede til at trumfe vores vilje igennem. Det er også her, at vi ikke handler bæredygtigt, men dulmer indre oplevelser af underskud, tomhed og uro med overforbrug, stimulanser, ydre succes, præstationer og erhvervelser.
De fleste af os oplever os selv som venlige mennesker, bortset fra, når vi er triggede og pludselig tænker: “Jeg skal lære dig at respektere mig”, eller siger: “Gå op på dit værelse, til du er god igen”, til vores barn. Når vi er triggede, kan mange af os stadig finde på at trække os, skubbe væk, hæve stemmen, skælde ud, latterliggøre eller straffe vores partnere og børn med hårde ord eller med silent treatment og brud på kontakten, selvom vi elsker dem. Det er ofte en form for magtmisbrug, når vi tager eller truer med at tage noget fra andre, som de har brug for, for eksempel vores nærvær eller støtte, for at få kontrol.
I vores samfund, i familierne, i parforholdene, på skolerne og på arbejdspladserne, kender de fleste af os til at gå på æggeskaller omkring visse andre, af frygt for at trigge et dårligt humør og miste en velvilje, som vi føler os afhængige af. Det er her at vores traumer, bliver ved med at rejse i generationer, indtil bevidstheden hos nok af os bliver moden nok til, at vi kan regulere triggede tilstande og sige nej tak til umodne magtstrategier hos os selv og andre.
0 kommentarer