Vi er i et paradigmeskifte, hvor vi begynder at forstå at følsomhed er et resultat af en vellykket udvikling i et miljø, der er trygt nok til at muliggøre følsomhed. Vi begynder at forstå, at hårdhed ikke er et beundringsværdigt ideal, men en traumerespons. En konsekvens af et for hårdt miljø hvor følsomhed ikke er en mulighed, hvis man vil overleve, og man er nødt til at lukke ned for sig selv.
Mange af os sensitive mennesker kommer ud af en generation, der stadig var i overlevelsesmode, hvor det stadig var nødvendigt at bide tænderne sammen og skubbe følelser væk. Sådan er det også stadig mange steder i verden.
En ny følelsesmæssig bevidsthed fødes i tryggere miljøer, som tid, udvikling, velfærd og fred har skabt i vores samfund. En følelsesmæssig bevidsthed, der insisterer på at blive set, hørt og valideret.
Det skaber blandt andet en generationskløft. Det er ikke let for de tidligere generationer, som ikke har haft den tryghed, at forstå og rumme. Det er heller ikke let for dem, der har udviklet den følelsesmæssige bevidsthed, ikke at blive set og rummet i den.
Det betyder, at sensitive ofte har en masse følelser, men let bliver fremmedgjort fra dem og ikke lærer at regulere dem, så de overvælder os. Det er ofte hårdt arbejde at lære at følelsesregulere. Men det er det værd, og vores børn og all de generationer, der kommer efter høster frugten af det.
0 kommentarer